Lidt om mig

Jeg er Helene gift med Per, og sammen har vi 3 børn; Kristina, Kristian og Anders. Vi går alle meget op i vores hunde, som først og fremmest er familiehunde.

Siden jeg var 12 år har jeg haft hund.  I mit barndomshjem havde vi en dansk/svensk gårdhund, Mollie, som var mit et og alt, og mit værelse var tapetseret med plakater og postkort med hunde.  Som skolepige var jeg hundelufter for en Tysk Jagtterrier og jeg var så fascineret af racen, at jeg var sikker på, at sådan én skulle jeg selv have en dag.  Da Mollie var meget knyttet til mig, havde jeg hende med, da jeg flyttede hjemmefra. Hun og min mands schæfer Bob kom godt ud af det med hinanden. Da de begge døde af alderdom, fik vi os en blandingshund. En tæve Mollie nr. 2, som selvfølgelig slet ikke var som gammel Mollie, hun var godheden selv.  Efter Mollie nr. 2 fik vi Balto, en Tysk Jagtterrier. Dem vi købte Balto af, havde opdræt med henblik på jagt og havde derfor hundene ude i stalden, så Balto var ikke vant til at være inde. Han var utrolig sky og bange og gemte sig i 2 døgn, før han turde komme hen til mig. Jeg brugte smaskelyde til at skabe tryghed og langsomt begyndte han, at få tilliden til mig. Der hvor han kom fra havde slet ikke tænkt på, hvor vigtigt det er, at socialisere en hvalp.  Og det var nu heller ikke smart, at sælge en hvalp med så meget jagt instinkt til en som mig, der bare skulle have den som familiehund. Han blev til en god familiehund, men desværre var hans jagtinstinkt så stærkt, at han en dag gik i en rævegrav og kom aldrig op igen. Vi forsøgte at finde ham, men fik ham aldrig mere at se.

Heldigvis har jeg lært en masse af, at have hunde tæt inde på livet: Jeg ved hvor vigtigt det er, at en hvalp bliver socialiseret og at en race skal passe til ejeren. Det er ikke kun det ydre der betyder noget. Det er så vigtigt at forstå den race der vælges og jeg lærer stadig noget nyt for hver gang, der kommer et nyt kuld hvalpe, eller jeg får en ny hund.

Kooikeren har jeg lært at kende gennem min søster Marie, der har Kennel Baschko. Ca. 1 år efter at vi mistede Balto, tilbød Marie, at jeg kunne få en tævehvalp af hende, med den betingelse, at hvis det blev en god tæve, der kunne benyttes  til avl, kunne jeg senere betale den tilbage med en hvalp til hende.

Den 14. september 2007 blev Felicia født og jeg fik således min første Kooiker hjem den 9. november 2007. Det har været utrolig lærerigt at være i kontakt med denne race, og jeg er bl.a. blevet bidt af at komme til udstilling og har også taget opdrætteruddannelsen. Da det viste sig at Felicia var en fin tæve, valgte jeg at få hende parret, og det endte med at vi beholdte den eneste tæve, Arabella,  fra det første kuld.

Det jeg specielt godt kan lide ved racen, er den kontakt der er mellem hund og ejer og at den er utrolig til at omstille sig. Vi har vænnet vores hunde til at komme med mange steder hen og de nyder bare at være i nærheden af os – og så er det jo en utrolig smuk hund at vise frem. Kooikeren har mange gode kvaliteter, og så er det jo sundt at få motion hver dag, for det skal den have ellers kan de godt blive rastløse. Den er også intelligent og skal derfor udfordres, - de elsker hvis de får lov at bruge deres sanser, gerne med nogle udfordringer. 

Vi har mødt mange dejlige hundemennesker og hunde gennem denne dejlige race, og vi har mange gode oplevelser, når vi er til træning, udstilling samt på vores rejser til udlandet.